Vandbehandling på Udsholt Vandværk

Vandet behandles med to simple processer på vandværket: Iltning og filtrering.

 

Iltning:

Iltningen fjerner gasser som metan og svovlbrinte, der nærmest bliver slået ud af vandet. Ilten får samtidig jern og mangan i vandet til at samle sig til partikler, som bagefter let kan fjernes i filteret. Endelig giver ilten vandet en bedre smag.

Luften kan blive blæst op gennem vandet ved hjælp af luftdyser, vi bruger tallerkenbelufter.
 

Filtrering:

Når vandet er iltet, lader man det løbe gennem et filter for at fjerne jern og mangan.

Filteret består af et tykt lag sand og sten i forskellige størrelser. Når vandet løber gennem sandet, bliver jern og mangan siddende på sandkornene og stenene og fjernes derved fra vandet.
 

Uønskede stoffer fjernes:

I undergrunden bevæger vandet sig gennem forskellige jordtyper med forskelligt indhold af mineraler. Vandet kan derfor optage en række stoffer som fx jern, mangan, svovlbrinte og metan. Det er de stoffer som nu er blevet fjernet, ved at ilte og filtrere vandet.
 

Rentvandstanke:

Efter iltning og filtrering løber vandet direkte i vores rentvandstanke. De har til opgave at sørge for, at der hele tiden er et lager af rent drikkevand til forbrugerne.
 

Vandet pumpes videre:

Når vandet er blevet behandlet på vandværket, skal det pumpes fra vandværket og ud til forbrugerne. Pumperne sørger for at der hele tiden er tryk på vandet i vandledningerne så vandet kan komme ud af din vandhane.